Frozen Espresso Martini
Middel
5 min.
Ingredienser
4 cl Kahlúa 3 cl vodka 3 cl friskbrygget espresso 2 cl karamelsirup 3 kaffebønner Isterninger
Frozen Espresso Martini med Kahlúa
En Frozen Espresso Martini er et kæmpe hit i sommervarmen. Kombinationen af Kahlúa, Absolut Vodka, espresso og karamelsirup er himmelsk og drinken opnår den helt rette sødme. Servér en Frozen Espresso Martini for gæsterne til din næste fest.
Fremgangsmåde
1: Fyld isterninger i en blender. 2: Tilføj Kahlúa, vodka, karamelsirup og espresso. 3: Blend grundigt. 4: Hæld væsken over i et coupé glas. 5: Pynt med tre kaffebønner.
Hvilken kaffe bruges i en Frozen Espresso Martini?
Vi har valgt at lave et shot espresso og hælde i drinken. Det giver en god stærk smag af kaffe, der balanceres rigtig lækkert af det søde indslag fra Kahlúa og karamelsirup. Hvis du ikke har mulighed for at lave et shot espresso til din drink, kan du erstatte med friskbrygget kaffe. Typisk vil friskbrygget kaffe i en Espresso Martini give en mildere og lidt mindre cremet drink.
Valg af kaffebønner
Dit valg af kaffebønner har betydning for smagen i din Frozen Espresso Martini. Hvis du vælger letristede bønner, får din drink en mere syrlig smag, hvorimod mellem- og mørkristede bønner giver en mere klassisk bitter kaffesmag.
Valg af vodka til din Frozen Espresso Martini
Vi har valgt at bruge Absolut Vodka til vores Frozen Espresso Martini, da vodkaens milde smagsnuancer spiller godt sammen med Kahlúa og kaffe, der begge er mere dominerende i smagen.
Historien om Espresso Martini
En Espresso Martini er en klassiker, der har vundet cocktail-glade menneskers hjerter verden over. Rygtet siges, at en bartender ved navn Dick Bradsell der arbejdede på Soho Brasserie i 1980’erne i London, fik besøg af en topmodel som ønskede en cocktail, som kunne to ting: ”Wake me up and then f**k me up”
Bradsell fik da idéen til at kombinere vodka, Kahlúa, sukkersirup og friskbrygget espresso. Han shakede ingredienserne grundigt med isterninger og ’strainede’ væsken over i et afkølet coupeglas. Resultatet blev en Espresso Martini.
På en Espresso Martini skal der altid være tre kaffebønner, der flyder på toppen af skummet. Bønnerne symboliserer sundhed, rigdom og lykke.
Hvordan serveres en Frozen Espresso Martini?
Når en Frozen Espresso Martini skal serveres, kan du bruge et klassisk coupeglas. Du kan også bruge et martiniglas eller et lowball glas, hvis du ikke har de klassiske coupeglas på hånden.
Del opskriften